Vi havde masser af tid i lufthavnen og den brugte vi i loungen. Det var en af de bedre. Vi var noget forsinket ud af Athen og havde kun meget kort tid til næste afgang i Frankfurt. Det var heldigvis det samme fly, som vi skulle med videre til Hamborg. Vi skulle også med fra samme gate. Nemmere kunne det ikke være. Efter stop ved Fleggaard og Bilka var vi hjemme igen ved 23-tiden. Her ventede os nogle dejlige ting i anledning af vores mærkedag.
Huldgaard on Tour
Rejsebeskrivelser fra Jette og Karl-Christian Huldgaard Christensen
lørdag den 11. maj 2019
Hjemme på matriklen igen
Færgen ankom til Patmos noget senere end planlagt og vi sejlede først fra øen ved 01-tiden. Vi nåede dog at få nogle timers søvn, inden vi ankom til Piræus ved 9-tiden. Vi gik fra færgen hen til tog stationen. Vi nåede at få en kop kaffe og noget brød, før toget kørte til Athen lufthavn.
torsdag den 9. maj 2019
Tour de Patmos - anden etape
Dagens cykeltur gik sydpå. Vi værdsatte endnu en gang fordelen ved en el-cykel. Flotte landskaber og en dejlig duft af blandt andet oregano. Skønt.
Vi cyklede 40 kilometer i dag og nået det meste af den sydlige del af Patmos. Jette havde bestilt tid til en græsk klipning kl. 18:30. Hun skal nettes til barnedåb på søndag.
onsdag den 8. maj 2019
Så ta'r vi cyklerne frem
I går havde vi reserveret to el-cykler. Vi hentede dem i dag ved 10-tiden og tog på tur rundt på øen. Det var vores første erfaring med el-cykler. Vi blev meget overraskede over, hvor godt det fungerede. Det var ingen sag at komme over de stejleste bakker.
Efter fund af dagens første geocache, holdt vi frokostpause i en taverna ved torvet i byen Kampos. Vi kunne sidde og betragte livet i byen. Vi nåede en geocache mere, inden vi holdt siesta på hotellet. Dagens sidste geocache blev fundet, før vi spiste aftensmad. Vi nåede, at få solnedgangen med, inden vi vendte tilbage til hotellet.
tirsdag den 7. maj 2019
En ganske særlig dag
I dag kunne vi fejre, at vi har haft papir på hinanden i hele 25 år. Det blev så på Patmos, at denne milepæl blev passeret og vi er klar til at fortsætte det gode samliv i årene, der kommer.
Morgenmaden blev serveret på terrassen, hvor vi faldt i snak med de andre gæster på hotellet. Bagefter gik vi op til den klippehule, hvor Johannes døberen skulle have fået sin åbenbaring. Efter klippehulen forsatte vi op til klosteret i Chora, hvor Johannes døberen skulle have nedskrevet sin åbenbaring. I klosteret var der et museum med mange spændende antikke religiøse genstande.
Efter en tur forbi tre gamle vindmøller gik vi ned til Grikos stranden. Vi holdt et lille stop, hvor vi spiste et ostebrød og en speciel kage fra Patmos. Herefter gik turen tilbage til hotellet.
Da vi var på vej ud at spise, mødte vi igen det norske ægtepar Ingrud og Ola og de spurgte om, vi ville med hen og spiste på en restaurant, som de kunne anbefale. Det ville vi gerne og vi havde en rigtig hyggelig aften i selskab med dem. Det blev afrundingen på en ganske særlig dag, hvor vi også fik gået næsten 17 kilometer i et smukt landskab.
mandag den 6. maj 2019
Med katamaranfærge til Patmos
Panagiotis kørte os ned til færgelejet i Pothia. Vi skulle med færgen kl. 11:40, men var allerede der kl. 10. Vi op på en lille café og fik et glas orangejuice. Den kvindelige ejer talte en del i telefon, så vi måtte vente på juicen. Det viste sig, at hendes søn, der var på ferie i Colombia, havde mistet sine personlige papirer og hun var i gang med at hjælpe ham.
Vi var et smut forbi busstationen for at betale de 4 euro, som vi skyldte. De var noget forbavsede og forhåbentlig får den buschauffør, som vi kørte med, besked om, at vi har betalt.
Katamaranfærgen til Patmos afgik til tiden. På vejen til Patmos lagde vi til ved øerne Leros og Lipsos. Turen til Patmos tog 1 time og 40 min. Vi skulle bo på hotel Australis. Hotelejeren ventede på os på kajen og vi blev kørt til hotellet, knap en kilometer fra havnen.
søndag den 5. maj 2019
Det var meget bedre i gamle dage
Det blæste gevaldigt op i løbet af natten og om formiddagen begyndte det at regne. Sådan var det ikke sidste gang, vi var på Kalymnos. Her skinnende solen hele ugen, men det var også i juni måned.
Det klarede op sidst på eftermiddagen og vi gik ud for at søge efter det hotel, vi boede på i 1985. Vi mener bestemt, at det er hotel Atlantis. Vi fandt hotellet og syntes, vi kunne genkende det.
Herefter gik vi ned på stranden for at lede efter den sten, som Karl kunne gemme sig bagved, når han trak maven ind. Vi fandt ikke stenen og der skal en noget større sten til at gemme ham i dag.
Vi afsluttede gåturen med en klatring op til Grande Grotta for at finde en geocache, vi kom ikke helt derop. Dertil var vi for uøvede.
Abonner på:
Opslag (Atom)