mandag den 30. november 2015

Første søndag i advent

Da vækkeuret ringede kl 5:30 var vi bestemt ikke udhvilede, der havde været en del larm på hotellet i løbet af natten.
Morgenmaden måtte vi improvisere, da de først mødte i køkkenet kl 6:00. 
Marathon de Mar del Plata begyndte kl 7:00 og Karl begav sig ud på den 21,2 km strækning, der skulle gennemløbes to gange. Det var et udmærket arrangement og mange glade mennesker. 
Om aftenen måtte vi atter improvisere. Komfuret blev vores adventskrans og vi lavede varm rødvin med mandler og rosiner. Hertil fik vi brunkager og churros. 





lørdag den 28. november 2015

Lobos marinos - søløver

Buskortet blev tanket op og vi tog bussen ud til havnen. Der var mange mennesker her i dag. Det er lang weekend i Argentina.
I havnen var mange søløver og endnu flere langs molen. Vi gik en tur i blæsevejr ud til enden af molen. 
Bagefter var vi på en af de mange fiskerestauranter i havnen. Vi fik blæksprutteringe til forret og hvid laks i roquefortsovs til hovedret. 






Regnvejrsdag med lyspunkter

De havde lovet heldagsregn og det passede. Vi vovede os ud om eftermiddagen for at købe noget at spise. Det blev til 5 forskellige empanadas. De blev nydt på hotelværelset, mens vi så Anders Lund Madsen i Den Yderste By.
Karl fik købt den lokale avis, hvor han var omtalt. 
Om aftenen var vi på restaurant for at fylde depoterne op til på søndag. Vi fik buffet eller som man siger her:"Tenedor libre" - fri gaffel. 





torsdag den 26. november 2015

En sidste test

Dagens gåtur gik hen til det lokale børnehospital. Vi stak hovedet indenfor og det var ikke helt dansk standard.
Karl var ude at løbe en lille tur for at tjekke stængerne. De skulle være klar til søndag. 
Vi er ved at vænne os til det beskedne værelse. Der er ikke megen plads. Vil man skifte mening, så er man nødt til at gå udenfor. 


Afhentning af startnummer

Startnummer til Marathon de Mar del Plata kunne afhentes i dag. På vej derud ville vi finde en geocache, men vi kunne ikke kom helt hen til den, eftersom der var et byggeprojekt i gang på stedet.
I køen til udlevering af startnumre hilste Karl på en argentiner, der havde arbejdet på skibsværftet i Frederikshavn. 
Efter at Karl havde fået sit nummer 10.988, gik vi ned på havnen. Her fandt vi en geocache og så søløver. 








onsdag den 25. november 2015

Argentinsk brunsviger

Vi gik på busstationen for at købe billetter  til mandag. På vej derfra skejede vi ud og købte kager ved bageren. Det blev til en scone, en berliner og en argentinsk brunsviger. Brunsviger hedder torta negra  hernede og smager næsten som sin fynske fætter.
Kagerne og en appelsinjuice blev nydt på stranden med stor fornøjelse. 
Bagefter forsøgte vi at finde en geocache, men den var blevet væk. 







tirsdag den 24. november 2015

På udkig efter søløver

Vi gik en tur langs strandpromenaden hen til havnen. På turen så vi en del søløver - også nogle, der var levende.




mandag den 23. november 2015

Ud til havet ved Mar del Plata

Busturen fra Tandil til Mar del Plata tog kun knap 3 timer. Vi så kun 1 stork, men mange strudse på turen.
Hotelværelset var meget skuffende og vi gik ud for at lede efter noget andet. Foran et hotel mødte vi Roberto og Maria, som kunne høre, at vi talte dansk. De havde boet i Danmark i 21 år, som politiske flygtninge fra Argentina. 
Vi var et smut nede ved stranden og der var mange mennesker dernede. 
I dag har der været præsidentvalg og det blevet vundet af Macri






søndag den 22. november 2015

På travetur i udkanten af Tandil

Dagens første opgave var at finde en Geocache lige i nærheden af, hvor vi bor. Det lykkedes.
Derefter gik vi hen til Monte Calvario. På toppen af bakken er rejst en stor statue af Jesus' korsfæstelse. På vejen derop var 14 monumenter, der skulle beskrive Jesus' tur med korset på vej til korsfæstelsen. 
Herfra gik vi omkring 5 km udenfor byen til endnu en bakke - Cerro El Centinela. Her spiste vi regionale specialiteter. 
I løbet af dagen fik vi gået over 20 km og var godt trætte til sidst.