onsdag den 28. september 2016

Tågen letter

Efter de sidste indkøb i Tromsø tog vi bussen til lufthavnen. Her havde vi tid til at gå på geocache jagt. Det blev til fem stykker. 
Tågen lå tungt over byen hele formiddagen, men det klarede op over middag, så vi kunne lette til planlagt tid kl 15:20. Efter en kort mellemlanding i Oslo var vi i Billund kl 20:15. 
Køreturen hjem var uden problemer og efter udpakning, nød vi et krus sov godt the, inden sengetid. 





tirsdag den 27. september 2016

Med MS Nordlys fra Hammerfest til Tromsø

Efter morgenmaden var vi en tur via sikksakkveien til fjeldet for at plukke sortebær til kryddersnaps. 
Hurtigrutens MS Nordlys sejlede fra Hammerfest kl 12:45. Vi havde en dejlig tur til Tromsø, hvor vi var fremme kl 23:45. Fra anløbsstedet og til Quality Saga hotel var der kun 500 meter. 





søndag den 25. september 2016

Tilbage i Hammerfest

Vi gik en formiddagstur i området omkring hytten. Til frokost fik vi en traditionel norsk spise, nemlig vafler og bagefter kørte vi til Hammerfest. 
Efter indtjekning på Smarthotel kørte vi til lufthavnen og afleverede bilen. Turen tilbage til hotellet blev brugt til at lede efter geocaches. En af dem var gemt ved kapellet, der for øvrigt var den eneste bygning tilbage i byen efter tyskernes nedbrænding i 1945. De brændte faktisk over 10.000 bygninger af i Finnmarken. 





lørdag den 24. september 2016

Mælkevejen, stjerneskud og nordlys

En af fordele ved at bo langt ude på landet er, at nattehimmelen er fantastisk. I går aftes kunne vi se Mælkevejen tydeligt og der var flere flotte stjerneskud. Desuden var vi heldige og så nordlys. 
I dag gik vi en tur op i fjeldet og derefter ned til elven. Efter strabadserne og frokost fik vi os en morfar i deluxe udgaven. 





fredag den 23. september 2016

I en skov en hytte lå

Før vi forlod Honningsvåg, var vi lige et smut forbi sykestuen, som er det lokale sygehus. Jette afleverede sit CV. 
På turen til den hytte, som vi har lejet gennem Airbnb, så vi en del rensdyr.
Hytten ligger 10 km syd for Skaidi. Pudsigt nok er den ejet af Tor Even, der er Harald og Esters søn. 
Der er ikke indlagt vand i hytten. Det hentes i et pumpehus lige ved siden af. Der er også udendørs "do", dvs. das (toilet). 
Vi fik hurtigt tændt op i brændeovnen og lod roen falde over os. 








torsdag den 22. september 2016

Over fjeldet til Kirkeporten

Om formiddagen gik vi en tur ind til Honningsvåg. Det lykkedes at finde et par geocaches. Man får ikke meget hjælp af "hints'ene", når der står, at man skal søge under en sten og man går rundt i fjelde fyldt med sten. 
Vi besøgte byens lille kirke, som havde overlevet tyskernes nedbrænding af mange bygninger i Finnmarken under tilbagetrækningen i 1945. 
Over middag kørte vi til Skarsvåg. Her fik vi kaffe og vafler i en butik fyldt med juleting. Det er noget svært at komme i julestemning, når temperaturen er omkring 15 grader. Det er meget usædvanligt her. For to år siden var der snestorm og vejene til Nordkapp var lukkede. 
Efter kaffe og vafler gik vi over fjeldet til en klippeformation, der kaldes Kirkeporten. Turistsæsonen sluttede sidst i august, så vi havde området for os selv. Der var en vidunderlig stilhed. 










onsdag den 21. september 2016

Solnedgang ved Nordkapp

Vi pakkede kufferterne og gjorde klar til afrejse fra huset. Derefter gik vi over til lufthavnen for at hente lejebilen. En ung noget uengageret mand udleverede nøglerne til en Toyota Aygo. En fin lille orange bil. 
Efter et stop ved huset og hentning af kufferter kørte vi mod Nordkapp gennem et landskab i flotte efterårsfarver. 
Vi tjekkede ind på et vandrehjem i Honningsvåg ca 30 km fra Nordkapp og fortsatte straks videre. 
Vejret var med os, så vi fik en flot solnedgang i klart vejr. 
Mødte en koreaner derude. Han havde været undervejs i 5 måneder og kørt 30.000 km fra Hong Kong på sin motorcykel. 









tirsdag den 20. september 2016

På toppen af Tyven

Ester, Harald og deres datter Ann Helen tog afsted fra morgenstunden. De skulle på ferie i Spanien, så vi havde huset for os selv. 
Efter morgenmaden ventede vi på opklaring, inden vi gik op på fjeldtoppen (418 m) kaldet Tyven. Den hedder sådan, fordi den stjæler de første solstråler fra byen efter mørketiden i slutningen af januar. 
Om aftenen nød vi solnedgangen fra en behagelig stol i stuen.