lørdag den 30. april 2016

Fredag den 29. april gensyn i Pensacola

Vi valgte turen langs vandet fra Callaway til Pensacola. Det tog noget tid at komme gennem de første byer, da der var Harley Davidson træf med mange flotte motorcykler på vejen. 
Vi tog direkte til Pensacola Beach, hvor vi nød solen. Efter et par timer dukkede Jesper op. Senere kom Ramona, Georgia og Kate også.
Om aftenen var vi til krebsefest i Pensacola. Der var masser af krebs i forskellige anretninger.











fredag den 29. april 2016

I ly med skatten tæt på Panama City

Det var et traditionelt Bed & Breakfast, vi boede på og morgenmaden blev serveret i hyggelige omgivelser. En af gæsterne rådede os til at besøge St Joseph Peninsula State Park. Den lå på vores vej mod næste overnatningssted. 
Vi kørte ind i parken og her gik vi ned til stranden, men måtte vende om, da det begyndte at regne. Vi sad i bilen, indtil bygen stoppede og gik til stranden igen. Vi var alene på stranden et par timer.
Herfra kørte vi til Callaway og tjekkede ind på motellet. Callaway er en forstad til byen Panama City, der ikke har noget at gøre med det berygtede skattely. 







torsdag den 28. april 2016

Ved stranden på St George Island

I løbet af natten havde vi nogle timers strømudfald, der var en transformator i nærheden, som var kortsluttet. 
Motellet tilbød ikke morgenmad, men det havde vi købt ind til i går. Efter et hurtigt morgenmåltid kørte vi videre nordvest på til Apalachicola.
Her skulle vi bo på Coombs bed & breakfast. Vi var fremme ved middagstid, men kunne først tjekke ind efter kl 15. Vi kørte en tur til stranden på St George Island. Stranden ligger kun 20 min kørsel fra vores overnatningssted. 
Vi holdt til et par timer i solen, før vi kørte tilbage for at tjekke ind. Det første værelse var egentlig okay, men aircondition virkede ikke og vi fik et andet værelse. 
Efter et hvil og bad gik vi ind til byen. Vi fandt 5 geocaches og sluttede af med lokale specialiteter på en restaurant med udsigt over bugten. Her kunne vi se et par alligatorer svømme omkring. 






onsdag den 27. april 2016

Nordpå til Perry

På turen mod nord var vi et smut i Winter Park, en forstad til Orlando. Der var mange store og flotte huse.
Vi var fremme i Perry ved 15-tiden og tjekkede ind på på Royal Inn motellet. Bagefter gik vi en tur og fandt den ene af de to geocaches, som vi ledte efter. 







tirsdag den 26. april 2016

Shopping i Orlando

Der er mange børnefamilier på hotellet og de står tidligt op. Morgenmaden serveres mellem kl 6 og 9.
Vi tog i Wal-Mart og fik købt en GPS til bilen. Den er ikke til at undvære og biludlejningsfirmaet tager en ågerpris, hvis man lejer en hos dem. 
Herfra kørte vi til Vineland Premium Outlets, hvor vi bla fik købt sko og løbesko. Før tour de shopping var ovre, var vi en tur i Best Buy og Ross. 
Vi har stadig glæde af vore spansk kundskaber, her er rigtigt mange, som taler sproget.
I løbet af dagen fik vi også tid til at finde vore to første nordamerikanske geocaches. 







mandag den 25. april 2016

Fra snevejr til solskin

Efter en månedstid i Danmark med løsning af en masse praktiske opgaver og hyggeligt samvær med familie og venner, var det atter tid til at rejse udenlands. 
Vi tog afsted fra Sønderborg kl 2. Flyet afgik fra Hamborg kl 6:50. Det sneede på vej derned og saltbilen var ude at køre. 
Der var mellemlanding i London, hvor vi tog bussen fra Heathrow til Gatwick. Fra Gatwick gik turen til Orlando. Vi var fremme kl 15:20 lokal tid, der er 6 timers forskel til Danmark.
Vi hentede lejebilen og kørte knap 40 km for komme hen til hotellet, Comfort Inn. I Orlando var temperaturen knap 30 grader.