søndag den 26. april 2015

Hjemme igen

Det var i sidste øjeblik vi nåede flyet fra Kastrup til Sønderborg lørdag kl 9:00. Af gammel vane og da vi ikke vidste bedre, traskede vi ud til indenrigsterminalen. Her fandt vi ud af, at den var blevet lukket den 29. marts og flyttet til terminal 3. Heldigvis kunne vi hoppe direkte på en bus tilbage til den rette terminal.
Her var de i gang med at ændre indtjekningsproceduren, så vi blev sendt frem og tilbage mellem forskellige indtjekningssteder, før det lykkedes at få både et boardingpas og tjekket bagagen ind. Endelig havde vi noget bøvl med at få den hermetisk og korrekt indpakkede alkohol gennem sikkerhedskontrollen. Vi var ved flyet 10 min. før afgang og godt forpustede. 
Provinsen burde overveje at hæve udviklingsbistanden til hovedstaden, så de kan få mere styr på tingene og lære at bruge de nye kommunikationsformer.
Vi blev modtaget af hr og fru Huldgaard Christensen (den unge generation) i Sønderborg lufthavn. 
Om eftermiddagen blev der holdt "babyshower". Her blev kønnet på barnebarnet afsløret ved hjælp af farven på det inderste af en kage bagt til anledningen. Vi kan sige så meget, at hun bliver en køn baby. 
Festen fortsatte et godt stykke ud på aftenen og der blev brugt en del tørst- og skumslukkere. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar