I dag mødtes vi allerede kl. 9 med Alexander ved blokken. Han havde arrangeret transport til floden, hvor vi skulle med færge over på den anden side af Volga. Sejlturen tog en halv times tid. På den anden side var der også arrangeret transport. Vi stoppede først ved et marked, hvor Alexander købte frisk gedemælk.
Herfra kørte vi hen til et lille lokalt hjemmemejeri i landsbyen Podgory (Подгоры), hvor vi budt på et stort udvalg af de gede- og komælksoste, som de laver. De var rigtig gode. Der var oste med sesam og wasabi; rosmarin; aske; chili og meget mere. De lavede en ostetype, som de kaldte dansk parmesan. De havde 40 geder og 20 køer, der blev håndmalket. Konen i huset var 2-3 timer om at malke de 40 geder. Manden kendte danske oste og nævnede blandt andet Havarti, Samsø og Castello. Vi fik også en pie med fyld af karpe og ris. Karl smagte deres hjemmelavede æblesnaps.
Efter smagningen gik vi hen til et nonnekloster og fik set kirken. Herfra gik vi hen til et område, der tilhørte et munkekloster. Her var en kilde med helligt vand, som vi lige skulle smage. Karl blev inviteret indenfor i et skur, hvor der var mulighed for at bade i 4 grader koldt vand. Det var noget af en grænseoverskridende oplevelse, men Karl kom i. Han skulle ifølge russisk tradition også have hovedet under 3 gange. Han overlevede.
Herfra gik turen tilbage til den første side af Volga floden. Dagens oplevelser kostede 50 DKK pr. person.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar