torsdag den 2. maj 2019

Piloten gav en omgang

Vi stod op klokken meget tidligt, dvs. klokken 2:30 og kørte hjemmefra kl. 3. Vi skulle flyve fra Hamborg kl. 7:30 og ville gerne være dernede i god tid. Der var ingen trafik af betydning og kun ganske lidt vejarbejde, så vi havde tid til at slappe af i lufthavnen. 
Flyveturen til Athen gik via Frankfurt. I Athen blev vi noget overraskede, da piloten kun lige satte hjulene på landingsbanen, før han gassede op og lettede igen. Det viste sig, at han havde haft mere medvind end forventet og derfor var nødt til at prøve at lande igen. Og som han sagde, så skulle vi ikke betale for den ekstra landingsrunde. Fin fyr. 
Vi havde masser af tid til at komme fra lufthavnen til havnebyen Piræus. Derfor havde vi planlagt at benytte enten bus eller tog, men alle offentlige transportmidler var ude af drift på grund af strejke den  1. maj. Vi tog en Uber bil i stedet. 
I Piræus gik vi blandt andet hen til marinaen så på store lystbåde og nød udsigten ud over havet. Vi spiste aftensmad og forsatte med at udforske området omkring marinaen. Det var efterhånden blevet tid til at finde den færge, som vi skal sejle med i nat. Den lå selvfølgelig på den fjerneste mole, så vi har gået mange kilometer i dag. Vi tjekkede ind på færgen Blue Star 1 klokken 21 og fik anvist vores kahyt. Skibet sejlede fra Piræus kl. 23.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar